Fokus på kroppen er en integreret del af IFS. Naturligvis kan kropslige symptomer være udtryk for decideret fysisk sygdom. I en holistisk forståelse er symptomerne dog kroppens måde at gøre opmærksom på, at noget er i ubalance i vores liv.
I IFS betragter vi symptomer som uerkendte sider/dele, der forsøger at gøre opmærksom på sig selv. Ofte er der tale om forviste dele, der er så skamfulde (for andre sider af os) at anerkende, at vi effektivt har fortrængt dem fra vores bevidsthed.
Disse ofte meget sårbare dele er gennem mange år blevet udskammet i en sådan grad, at de befinder så i en indre ‘dybfryser’. Når vi møder disse dele med nysgerrighed og åbenhed, begynder de gradvist at ændre sig. Symptomerne bliver mindre, og nogle gange forsvinder de næsten helt.
Det giver plads til at delenes iboende natur kan udfolde sig. Ofte viser nye og overraskende kvaliteter sig, når de ‘frosne’ dele langsomt tøes op af det empatiske Selv. Og indimellem stiger ren barnlig glæde (i ordets positive betydning) op til overfladen, glæde der sprutter og smitter.
”Once we learn to hold awareness of who we really are, we find peace and joy” – (Richard Schwartz)
Men ikke alle er i stand til at mærke deres krop. En dårlig kropsbevidsthed kan ofte være et effektivt forsvar mod traumatiske minder. For at undgå at overvældende oplevelser fra fortiden dukker op igen, arbejder vi i IFS også med de dele, der effektivt beskytter mod re-traumatisering.
Ved først at lære de beskyttende dele bedre at kende og lytte til deres historie, skaber vi tillid i systemet. På denne nænsomme måde hjælper vi kroppen til at blive sanset og nærværende igen.
.”Once we learn to hold awareness of who we really are, we find peace and joy” – (Richard Schwartz, 2001)