I 30 år har jeg beskæftiget mig professionelt med kommunikation: Som forfatter, foredragsholder, kommunikationskonsulent, underviser og terapeut.
Gennem disse år har jeg ofte funderet over, hvordan det ideelle møde mellem mennesker kunne se ud. Personligt og professionelt har jeg haft en længsel efter ‘den ligeværdige udveksling’, et møde fri af ekspertviden, skjulte dagsordener og subtil manipulation.
Jeg er med på, at et sådant møde ofte opstår spontant, når lige sjæle mødes.
Men hvordan kan man skabe en tryg ramme, hvor alle kan være med? En ramme, der får os til at sænke paraderne og være tilstede med både vores styrke og sårbarhed.
Jeg har eksperimenteret, men aldrig fundet det helt optimale.
I dag vil jeg sige, at IFS er det tætteste, jeg er kommet på ‘den perfekte formel’. Uden at påstå, at IFS er perfekt i sig selv, er det alligevel bemærkelsesværdigt, hvordan IFS med nogle simple greb formår at danne rammen for noget fundamentalt autentisk i mødet mellem mennesker.
Hvad er internal family systems (IFS)?
:: en interventionsfri samtaleterapi, der anerkender alle sider
:: en tilgang, der skaber helhed og sammenhæng
:: baseret på klientens verden, så det foregår i dit tempo
Selvet og det mange-sidede sind
IFS’ særkende er ideen om det mangesidede sind: At vores bevidsthed fungerer som et indre verdensbillede med mange forskellige stemmer, sider eller dele.
De fleste af os kender indre overvejelser som, “åh, jeg kunne godt tænke sig en stor vaffelis! På den anden side burde jeg nok vælge en fedtfattig salat”.
Vores indre dialoger har ofte karakter af forskellige og (nogle gange) modsatrettede positioner (=dele), der indtager bestemte holdninger eller overbevisninger. Kigger man nøje efter, vil man opdage, at dette gennemsyrer alle vores tanker og følelser: Nogle tanker trækker os den ene vej, andre vil have os den anden (eller tredje) vej.
Det mangesidede sind betragtes i IFS som en naturlig funktion af vores bevidsthed. Vi har i praksis mange del-bevidstheder, selvom vi til daglig naturligvis betragter os som havende én personlighed med én bevidsthed.
Men det ene udelukker nødvendigvis ikke det andet. I IFS taler vi om ét Selv med mange dele. Begrebet ‘del’ i IFS svarer nogenlunde til det, andre modaliteter kalder sub-personligheder, arketyper, med videre.
.
.